Opdateret September 2017
© copyright 2017

Sathya Sai Organisationen

Åndelig udvikling gennem samarbejde

Sai Baba sagde, vi alle har brug for at samarbejde med andre, der vil gå samme vej. Vi må lære at elske andre uselvisk, så kærligheden kan sprede sig i stadigt større cirkler, indtil den omfatter alt og alle og bliver selve nøglen til altings enhed. Kun ved at mennesket selv ændrer sig selv, forandrer sit sind, bliver trævlet op og genskabt på ny, er dette muligt. Det kræver en vedholdende og daglig indsats af den enkelte i form af åndelig disciplin.

Sathya Sai Baba Organisationen er oprettet for at transformere principperne om Kærlighed og ikke-vold til daglig praksis. Organisationen er bygget op omkring lokale centre og grupper, der samarbejder om rammer og principper. Sathya Sai Baba var Organisationens leder og er stadig dens inspirator.

Fællesskabets styrke

Tanken bag Sathya Sai Baba Organisationen kan måske bedst udtrykkes ved et billede: Alle de små regndråber, der dannes ved havets fordampning, falder ned igen og bliver til små vandløb og bække, der derefter ved at forene sig til uimodståelige floder opnår den fornødne kraft til igen at nå tilbage til det åbne hav. Alene er det ikke muligt for regndråben at nå sit bestemmelsessted, det åbne hav. På samme måde er det essentielt for det enkelte menneske at samarbejde med andre for at nå frem til målet. Sai Baba understregede dette ved at påpege, at en (selv aldrig så lille) gruppe mennesker, der i enighed arbejder sammen, på kort tid kan nå åndelige resultater, som den enkelte ikke kan nå i et helt liv.

Eksemplets magt

Et af Organisationens principper er, at medlemmerne ikke må missionere eller søge at påvirke andre på anden måde end ved den eventuelle inspiration, der skyldes det gode eksempel.

Medlemmerne og arbejdet

Enhver er velkommen i Organisationens centre og grupper, men at blive medlem kræver et mere personligt engagement. Det foregår ved, at man i praksis engagerer sig aktivt i at arbejde med sig selv og sammen med andre på grundlag af de menneskelige værdier, og i henhold til et charter, regler og bestemmelser udarbejdet efter Sathya Sai Babas retningslinjer. Det praktiske grundlag for samarbejdet er det enkelte medlems personlige engagement inden for et af følgende aktivitetsområder:

  • Undervisning af børn, unge og voksne samt uddannelse af lærere i menneskelige værdier
  • Fritidsklasser for børn/seminarer for medlemmer og andre, der ønsker uddannelse inden for uddannelse i Menneskelige Værdier
  • Læreruddannelsen er organiseret under "Europæisk Sathya Sai Baba Institut for Undervisning i Menneskelige Værdier" (ESSE-Instituttet)
  • Tjeneste til lidende og nødstedte

Der ydes bl.a. tjeneste/hjælp til flygtninge, kræftpatienter, ensomme gamle, forsømte børn m.fl. gennem besøgsvenneordninger, centre for gamle eller andre nødstedte, sommerlejre for børn og unge, sang- musik- og dramagrupper, håndværkergrupper o.l. Inden for begge hovedområder gennemføres desuden foredrags-, uddannelses-, trænings- og publikationsvirksomhed.

Når vi gennem dette arbejde oplever, at vort ego forsvinder, er vi alle det guddommeliges redskab.

Driften sikres gennem anonyme bidrag

Herudover deltager alle medlemmer i Organisationens drift. Der indsamles ikke penge, betales ikke kontingent eller tages nogen form for entréindtægt, men nødvendige udgifter dækkes ved hengivnes anonyme bidrag.

Omfanget af projekter og aktiviteter i et center eller en gruppe afhænger af, hvor længe den pågældende enhed har bestået, og hvor mange lokale Sai-hengivne der har engageret sig aktivt.

Der findes Sathya Sai Baba centre og grupper fordelt i Danmark.